Introduktion til hvidbog om fællesoffentlig digital arkitektur

Hvidbogen for den Fællesoffentlige Digitale Arkitektur (FDA) udspringer af initiativ 8.1 i Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 og fastsatte rammerne for arkitekturarbejdet for sikker og effektiv deling af data og tværgående processer.

Arkitekturarbejdet i strategien

Den offentlige sektor arbejder i fællesskab målrettet på at konsolidere Danmarks digitale fundament ved at sikre en fælles ramme for digital arkitektur og en sammenhængende it-infrastruktur.

Strategien fastslår, at der er brug for fælles arkitekturprincipper og retningslinjer, så også systemer på tværs af myndighedsskel let og sikkert kan udveksle og anvende data. Principper og retningslinjer tager udgangspunkt i det fællesoffentlige arbejde fra blandt andet grunddataprogrammet.

Derfor skulle der udvikles en fællesoffentlig digital arkitektur, som sætter rammerne for deling af data mellem myndigheder. Arkitekturen er normativ for arbejdet med at standardisere og forbedre data, samt når der er brug for at dele data på tværs af myndigheder, fx i en sagsbehandlingsgang.

Hvidbogen fastsatte rammerne for FDA

Visionen for fællesoffentlig digitale arkitektur er:

Den digitalt sammenhængende offentlige sektor
Den fælles arkitektur for digitalisering skal på sikker vis understøtte tværgående processer og effektiv deling af data på tværs af myndigheder samt mellem den offentlige og den private sektor.
Målet er, at borgerne og virksomhederne oplever en service, der er effektiv, sammenhængende, transparent og målrettet den enkeltes behov samt understøtter innovation, vækst og udvikling i samfundet.

Visionen udmøntes i otte arkitekturprincipper, der konkretiseres i form af arkitekturregler, som digitaliseringsprojekterne skal bruge til udformningen af digitale løsninger, der skaber sammenhæng på tværs af den offentlige sektor for borgere og virksomheder. Arkitekturreglerne operationaliseres med fælles metoder og sprog for arkitekturarbejdet, fælles referencearkitekturer og byggeblokke, standarder og krav samt fælles løsninger.

 

  Læs Den digitalt sammenhængende offentlige sektor (hvidbogen for FDA)