Bliv en del af et fagligt fællesskab, der udforsker udfordringer og løsninger inden for digital arkitektur
I netværket samles praktikere for at identificere aktuelle udfordringer og diskutere løsninger, der relaterer til arbejdet med digital arkitektur. Netværket skaber et inspirerende rum, hvor fagfolk kan dele erfaringer, idéer og viden. Det er vigtigt, at deltagerne engagerer sig aktivt i videndelingen for at få det fulde udbytte.
Et fagligt fællesskab for praktikere
For at sikre et miljø præget af videndeling og faglig fordybelse henvender netværket sig til praktikere, der arbejder med:
- Arbejdsområder som forretningsarkitektur, enterprise-arkitektur, løsningsarkitektur eller informationsarkitektur.
- Metoder og værktøjer som ArchiMate, TOGAF, BPMN og UML, især i offentlige it-projekter.
Netværket er ikke målrettet ledere eller sælgere – men derimod dem, der arbejder praktisk med arkitektur og modellering. Vigtigst af alt, skal du som medlem have lyst til at bidrage med viden, erfaring og inspiration.
Hvordan fungerer netværket?
- Dagsorden: Deltagerne har indflydelse på temaer og emner til møderne. Emner og oplægsholdere vil bliver offentliggjort her på siden.
- Mødelokation og varighed: Møderne afholdes fysisk hos KL, Weidekampsgade 10, 2300 København S. Hvert møde varer 2,5 time. Det er ikke muligt at deltage online eller få tilsendt optagelser af oplæg og diskussioner efterfølgende.
- Tilmelding: Deltag kun i de møder, der er relevante for dig og din organisation. Du tilmelder dig ikke netværket, men registrerer din deltagelse i hvert enkelt møde. Tilmelding sker via link her på siden. Det er gratis at deltage i netværksmøderne.
Hvem kan deltage?
Netværket er åbent for både private organisationer og offentlige myndigheder, der arbejder med fællesoffentlig digital arkitektur. Uanset om du repræsenterer en mindre forening eller en større organisation, er du velkommen.
Kommende møder i 2025
Fredag d. 16. maj
Kl. 08.45 - Morgenmad og netværk
Kl. 09.00 – Velkommen og kort introduktion af deltagerne
Kl. 09.10 – Oplæg ved Jakob Eiby, KL og Rune Stilling, RDFined
Forberedelse og implementering af aflevering af FORM til Rigsarkivet
Med udgangspunkt i afleveringen af FORM til Rigsarkivet, sætter vi fokus på, hvordan et databærende system klargøres til arkivering, og hvilke ændringer det medfører i datahåndteringen gennem hele systemets livscyklus. Casen giver indblik i konkrete erfaringer og er særligt relevant for en statslig kontekst.
Kl. 10.00 – Pause og netværk
Kl. 10.30 – Oplæg ved KOMBIT
Erfaring med arkivering af data
KOMBIT kommer og deler deres erfaringer med arkivering af data fra bl.a. projekter som DUBU, Aula og Fælleskommunale Indekser. Oplægget belyser de praktiske og tekniske udfordringer med at afklare, hvilke informationer der er arkiveringspligtige, samt hvordan disse data fremskaffes – f.eks. når systemlogs slettes løbende. Det tekniske setup for dataudtræk, samarbejdet med Rigsarkivet eller andre arkivleverandører og håndtering af efterfølgende datasletning vil også blive behandlet.
Kl. 11.20 - Afrunding
Kl. 11.30 – Tak for i dag
Tilmelding sker via denne tilmeldingsformular.
Tirsdag d. 9. september
Emne: FDA i praksis
Tilmelding sker via denne tilmeldingsformular
Tirsdag d. 18. november
Emne: Genbrug af software