Det vigtigste for modellører om specifikationer og standarder

Formålet med at udstille specifikationer og datastandarder i FDA-regi er, at understøtte sammenhæng og øget genbrug af gode let forståelige data på tværs af systemer og domæner.

Standarder og specifikationer kan beskrive hvordan, man kan udforme en specifik løsning. De giver fælles sprog og struktur, så man kan forstå hinanden og samarbejde og udveksle oplysninger på tværs af systemer og organisationer. En specifikation kan levere en præcis og detaljeret beskrivelse af hvordan noget skal være, og vedtages en specifikation som værende gældende af et relevant standardiseringsforum kaldes denne en standard. 

En række internationalt anerkendte og bredt anvendte dataspecifikationer er blevet oversat og tilpasset danske forhold. Desuden er eksisterende danske specifikationer blevet opdateret, og der er blevet udarbejdet nye specifikationer.

Fx er der i Standard for beskrivelse af it-systemer defineret fælles formater for de data, der delvist bruges af Rigsarkivet til at beskrive it-systemer, og som med fordel kan anvendes i andre sammenhænge, hvor it-systemer beskrives systematisk. Et andet eksempel er DCAT-AP-DK 2.0, der er en specifikation til beskrivelse af datasæt og datakataloger til anvendelse i dansk fællesoffentlig regi.

Værdi af specifikationer og standarder

Når du genbruger fælles specifikationer og standarder kan du slippe for at gøre arbejdet flere gange, og du kan skabe sammenhæng mellem flere systemer ved fx at genbruge et fælles udvekslingsformat eller en fælles snitfladespecifikation.

Det er derfor nyttigt for dig som modellør at sætte dig ind i, hvilke specifikationer, der findes i FDA, og som er relevante at anvende i dit aktuelle projekt.

Læs mere om specifikationer

Du kan læse mere om datastandarder, specifikationer og modeller på undersiden for specifikationer.